Loading Map...

Arbejde, arbejde, arbejde!

Written on: Friday February 6th, 2009

A journal entry from: Vietnam

Der ankom tre nye frivillige mens jeg var i Mui Ne: Philip (42, England), Cate (31, Irland) og Keith (30, Irland). Saa nu er gennemsnitsalderen haevet en smule:) De er alle rigtig soede mennesker. Jeg bor sammen med Cate, hun sover i koejen over mig, og desvaerre knirker hendes seng helt vildt ubeskriveligt meget!! Saa hver gang hun laver en mikroskopisk bevaegelse om natten bliver jeg vaekket. Knap saa dejligt. Paa vaerelset bor desuden Nina (20, Sverige), som har vaeret her i 2 mdr. Hun er rigtig soed og ligesaa hendes kaereste, Oliver.

Onsdag var jeg paa arbejde for foerste gang. Man har to arbejdspladser pr. dag. Vi tager fra Peace House (vores hus) kl. 8.00 om morgenen og saa ankommer vi til den foerste arbejdsplads et sted mellem 8.30 og 9.00 alt afhaengigt af, hvor vi skal hen og hvornaar bussen vaelger at komme. Kl. ca. 11.00 tager vi tilbage til Peace House og spiser Go Ba's (koekkendamens) gode vietnamesiske mad. Go Ba er det soedeste menneske i hele verden (tror jeg) og gaar altid rundt med det stoerste smil! Maa tage et billede af hende en dag. Saa holder vi siesta til kl. 14.00 ligesom samtlige skoler, boernehaver og oevrige institutioner (alle boernene sover) - og saa tager vi til den naeste arbejdsplads og bliver der til ca. kl. 16.00.  

I loebet af onsdag, torsdag og fredag har jeg vaeret paa Thi Nghe (handikappede), Ky Quang (handikappede), Mai Tam (HIV- og AIDS-ramte boern) og saa har jeg haft min foerste lektion i vietnamesisk! Kan nu spoerge om pris, forstaa pris og sige, at det er for dyrt:)!

Thi Nghe havde jeg hoert skidt om fordi det er saa stort, men jeg synes det var en positiv oplevelse. - Maaske fordi jeg var forberedt paa det vaerste. Thi Nghe var fra 1875-1976 et "hjem" for hjemloese, aeldre og mennesker, der led af uhelbredelige sygdomme. Derefter overtog staten ansvaret for bygningen og nu huser stedet stort set kun handikappede boern, som foraeldre har forladt, men ogsaa nogle "normale" foraeldreloese boern. Pt. bor ca. 400 boern i Thi Nghe og godt 230 mennesker arbejder her. Modsat Ky Quang er de ansatte vietnamesere i Thi Nghe ansat paa fuldtid paa den IKKE bogstavelige maade! Dvs. de moeder ind og gaar igen, og har saa ellers skiftende arbejdstider. De bor ikke sammen med boernene og har altsaa et liv og en familie ved siden af. Jeg tror i en vis grad, at det goer menneskene gladere for deres arbejde, idet de ikke skal passe boernene 24/7. MEN der er selvfoelgelig alligevel et par stykker, som absolut ikke egner sig til at tage sig af boernene.. Deres taalmodighed er tydeligvis opbrugt allerede inden de moeder ind, saa de stopfodrer boern, der har svaert ved at synke og de er ikke altid lige soede ved boernene generelt. Det er ikke noget, jeg kan lave om paa, saadan er de bare, men jeg kan goere en forskel ved at goere arbejdet istedet for dem! Jeg synes det er saa synd, at de boern, som er svaere at made altid har daarlige spise-oplevelser fordi en utaalmodig vietnameser propper alt for meget mad i halsen paa dem ad gangen. Saa den forskel JEG kan goere er eksempelvis at made boernene i et langsommere tempo og lade dem hoste, hvis de skal det!!

Og selvfoelgelig er der ogsaa nogle soede ansatte, men der bliver ikke puslet og nusset saa meget om boernene, da de ansatte mest laver praktisk arbejde (lave mad, vaske toej, made). Saa det bruger jeg ogsaa meget tid paa. Jeg har en fornemmelse af, at selvom nogle af boernene tilsyneladende ikke forstaar meget af omverdenen, saa kan de godt maerke og registrere kaertegn. I det hele taget er boernene meget slemt handikappede her. De er alle baade fysisk og psykisk handikappede paa alle mulige maerkelige maader. Jeg har virkelig set lemmer, der sidder saa underligt, at jeg ikke ville tro, at det var muligt! Mange af dem har misformede haender, ben og foedder (spastiske lammelser) og nogle af dem har ret underligt formede hoveder. Nogle kan smile og grine, hvis man pjatter med dem, men rigtig mange opfatter ikke rigtigt noget. Dem kan man ikke rigtig underholde, men man kan nusse dem og massere deres mystiske lemmer og give dem lidt omsorg paa den maade. Der er ogsaa et par boern med downs syndrom, de er de mest "normale".

Der er forskellige afdelinger for boern i forskellige aldre. Jeg kan bedst lide de lidt mindre boern, for jeg kan godt blive lidt skraemt af de stoerre boerns styrke. Jeg kan ikke vietnamesisk (og maaske ville de ikke forstaa det) og jeg har virkelig ikke styrken til at "sige fra fysisk", hvis det bliver for meget.. Saa jeg holder mig til de smaa. Allerhelst ville jeg vaere sammen med babyer, der er et par stykker paa "min" afdeling, de er saa kaere!

Ky Quang pagoden er jeg ikke helt saa glad for, som jeg er for Thi Nghe. Pagoden blev bygget i 1924 og er nu hjem for foraeldreloese boern samt blinde boern og voksne og handikappede boern og unge. Pagoden bliver finansieret udelukkende af donationer (den er ikke statsstoettet), og det er tydeligt at se en "kvalitets-forskel" fra Thi Nghe. Stolene, som de bliver "bundet" til naar de skal spise ser vaesentligt mindre behagelige og mere hjemmelavede ud end i Thi Nghe. Derudover er maden noget mere smattet end i Thi Nghe (og der skal ellers lidt til) og boernene bliver kun madet to gange om dagen (modsat 3 i Thi Nghe).

Der bor ca. 200 boern og voksne i Ky Quang og med et par maaneders mellemrum dukker der pludselig en ny ensom baby op ved doeren.. Derudover beder hospitalerne ind i mellem munkene om at tage imod boern, som moedre ikke vil have. Ca. 90 af de 200 er blinde, har spastiske lammelser eller downs syndrom. Og saa har de en haandfuld boern med KAEMPE store hoveder, det hedder "hydrocephalus", som betyder "vand + hoved" paa graesk. Ergo: Boernene har uhyrlige maengder vand i deres hoveder.

Forresten er der kun 25 ansatte i Ky Quang (som bor der sammen med boernene).. Det er lidt af en forskel fra Thi Nghe!!

Det bedste ved Ky Quang er, at der bor en tro kopi af Forrest Gump. En lille vietnamesisk udgave af vores alle sammens yndling! Han er maaske 4 aar og gaar rundt med sjove benskinne-sko og er ret tungnem. Han smiler og griner meget, saa han er nem at underholde. Han er bare jordens kaereste barn.

Mai Tam er yndlings ynglings ynglings! Mai Tam ligger 10 minutters gang fra vores hus og "ejes" og styres af Fader Dinh, en katolsk praest. HIV- og AIDS bliver stadigt mere udbredt i Vietnam. Mange kvinder og boern opdager deres sygdom ved at manden i huset har saa fremskreden AIDS, at han bliver syg og kommer paa sygehuset. - Og saa staar moedrene pludselig alene med boernene (fordi manden doer), de fleste uden job, og med en uhelbredelig sygdom. Mange boern, der lider af HIV eller AIDS bliver enten efterladt af moedrene, eller moedrene doer.

Mai Tam er dels en slags boernehave, saa moedrene kan aflastes, og dels et hjem for foraeldreloese HIV- og AIDS-ramte boern. Derudover er der undervisning for de lidt aeldre boern, og moedre bliver laert et erhverv, der kan hjaelpe dem til at faa en indkomst. Mai Tam blev startet i 2005 og har siden da taget sig af ca. 270 foraeldreloese boern. Jeg har vaeret der to gange og det var bare rigtigt godt! Der er saa meget gang i boernene, som er mellem 8 mdr. og 9 aar. De er saa dejlige og allerede anden gang havde de "knyttet" sig mere til mig! Flere af boernene har smaa saar i ansigt og paa arme, men ellers er de raske udenpaa.. DOG har flere af dem utallige huller i taenderne - det er faktisk generelt for boernene alle tre steder. Vietnamesere finder det helt normalt at have daarlige taender.. Jeg tror virkelig at kun faatallet boerster taender!! (og personalet boerster tydeligvis ikke de handikappede boerns taender)

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor dejlige boernene i Mai Tam er, trods doed og sygdom i deres liv er de bare SAA glade. Det er tydeligt, at de nyder vores selskab. Deres moedre (hvis de har moedre) har nok at se til, saa de nyder lidt opmaerksomhed og nogle nye aeldre (og HVIDE) legekammerater. De er ret fascinerede af lys hud og lyst haar. Jeg tror, at jeg kan lige Mai Tam ekstra meget, fordi det er en god forandring fra de handikappede boern, som man slet ikke kan have samme kontakt med.

DESVAERRE har Andy (koordinator) idag meddelt, at Mai Tam skal flytte til et nyt hus, han ved ikke hvor og hvorfor, men det betyder i hvert fald, at jeg ikke kan arbejde der mere.. Det er jeg ret ked af, jeg savner allerede boernene! I denne uge var arbejdsprogrammet udmaerket, der var okay god veksling mellem handikappede og "normale" med 2 gange Mai Tam i loebet af ugen. Naeste uge staar udelukkende paa Thi Nghe og Ky Quang.. Jeg har snakket med Andy om at faa endnu en arbejdsplads med ikke-handikappede boern, for det er simpelthen for deprimerende hvis jeg ikke laver andet. Jeg kan godt lidt det, isaer Thi Nghe, men jeg gaar ikke derfra med en lykke-foelelse. Det er lidt haardt at vaere der og isaer er det ubehageligt at se de ansatte behandler boernene halvskidt sommetider. Andy vil undersoege det, maaske bliver det undervisning i engelsk, maaske noget andet - jeg haaber bare det kan lykkes!

Derudover har jeg to lektioner om ugen i vietnamesisk - det er ogsaa en god forandring, og det er ret morsomt. Jeg har "privat-undervisning" i den forstand, at en lokal/vietnamesisk voluntoer underviser mig her i Peace House. Sproget er absurd meget anderledes fra dansk og min mund og hals er slet ikke i stand til at lave alle de underlige lyde!! Vietnamesisk er simpelthen for underligt!

Altsaa: Alt i alt er jeg glad for arbejdet, men jeg haaber haaber haaber, at jeg faar endnu en arbejdsplads!

 

From Muddi on Feb 9th, 2009

Hej snuskepigen! TAK for endnu en dejlig beretning - og TAK TAK TAK for en utroligt hyggelig times snak on the phone idag. Det var bare så dejligt at høre fra dig og - atter - få bekræftet, at du har det godt. Knus fra Muddi